Med en generøs bevilling fra Augustinus Fonden kan Aarhus Jazz Orchestra hente en af jazzens absolutte topprofiler til Aarhus. Norske Geir Lysne har efter ni år som chefdirigent for det tyske radiobigband i Hamborg, NDR Big Band, sagt ja til at stå i spidsen for Aarhus Jazz Orchestra som chefdirigent de næste tre år.
Geir Lysne regnes blandt vor tids førende bigbanddirigenter. Med adskillige priser bag sig er han en dirigent og komponist, som mange af Europas førende jazzorkestre gennem årene har samarbejdet med igen og igen. Derudover er han professor i jazzkomposition og bigbandledelse i Oslo.
Også Aarhus Jazz Orchestra har samarbejdet med Geir Lysne ved flere lejligheder. Hans kunstneriske indsigt har skabt bemærkelsesværdige resultater for både musikere og orkestrets publikum.
På den baggrund har orkesterchef Signe Bisgaard taget initiativ til det flerårige samarbejde, hvor Geir Lysne har mulighed for at arbejde med orkestret kontinuerligt og på den måde sikre en langsigtet udvikling.
"Geir Lysne er en af de dirigenter i Europa, som i disse år er med til at udvikle og forny bigbandformatet. Derfor er det en stor glæde, at han har sagt ja til at blive Aarhus Jazz Orchestras første chefdirigent. Med et fast samarbejde over flere år får vi en unik mulighed for at skabe kontinuitet i den kunstneriske udvikling, styrke orkestrets profil og arbejde mere strategisk med vores repertoire og internationale ambitioner," siger orkesterchef Signe Bisgaard.
Også Geir Lysne selv er begejstret for det kommende samarbejde. Han fortæller:
”Jeg glæder mig meget til at starte et længere samarbejde med Aarhus Jazz Orchestra. Aarhus Jazz Orchestra består af nogle yderst dedikerede musikere på et højt internationalt niveau. De kender deres tradition, men er samtidig nysgerrige, modige og inkluderende. Som chefdirigent for Aarhus Jazz Orchestra vil jeg arbejde på at skabe et rum for udøvende kunstnere og publikum, der afspejler det vigtigste i musikken, nemlig at opleve, opdage og være sammen omkring musikkens kraft. Aarhus Jazz Orchestra skal være orkestret, der tør tænke fremad," siger Geir Lysne.
Mere end en dirigent
Som del af samarbejdet vil Aarhus Jazz Orchestra og Geir Lysne være med til at løfte niveauet blandt dirigenter indenfor den rytmiske musik generelt. Derfor er Det Jyske Musikkonservatorium og Norges Musikhøgskole inviteret med i samarbejdet som partnere og del af et større nordisk forskningsprojekt om betydningen af direktionskompetencer indenfor rytmisk musik.
”I bestyrelsen ser vi frem til samarbejdet med Geir Lysne, og vi er glade for, det kan lade sig gøre gennem støtte fra Augustinus Fonden. Igennem mange år har Aarhus Jazz Orchestra haft evnen og lysten til at afprøve nye måder at bruge det store, rytmiske ensembles udtryk, og vi forventer, at Geir i tæt samarbejde de mange, innovative kræfter i organisationen kan løfte dette til nye højder” fortæller Karsten Bech, bestyrelsesleder i Aarhus Jazz Orchestra.
Mød den nye chefdirigent
Publikum kan se frem til at møde Geir Lysne, når han for første gang i sin rolle som Aarhus Jazz Orchestras chefdirigent stiller sig i front for orkestret og præsenterer musik fra sit prisvindende bagkatalog. Det sker ved koncerten ”Nye Begyndelser: Geir Lysne & Aarhus Jazz Orchestra” d. 14. november på spillestedet Turkis i Aarhus.
Også byens yngste lyttere får lov at opleve Lysnes visionære tilgang til musik med skolekoncerterne ”Det Lyder af Følelser” for elever i 2.-4. klasse. Sammen med orkestrets musikere skaber han en uforudsigelig musikoplevelse, hvor følelser bliver omsat til musik, og hvor Lysne livekomponerer musikken via emojis, som eleverne er med til at følge. Skolekoncerterne finder sted d. 6. november kl. 9.0 og 11.00 på Turkis med gratis adgang for kommunens skoleklasser.
Derudover kan publikum til Aarhus Jazz Festival se frem til at opleve Geir Lysnes mesterlige direktion, når han står i front for orkestret til den kommende Jazzgalla koncert med jazzikonet Michel Camilo d. 27. juni samt ved koncerterne Chasing Coltrane – hyldestkoncerter til jazzlegenden John Coltrane – d. 30. juni – 3. juli, alt sammen i Musikhuset som en del af Musikhuset Swinger.
FAKTA
Geir Lysne bliver chefdirigent for Aarhus Jazz Orchestra.
Geir Lysne tiltræder som Aarhus Jazz Orchestras første chefdirigent i en treårig periode takket være en generøs støtte fra Augustinus Fonden. Samarbejdet skal styrke Aarhus Jazz Orchestras kunstneriske udvikling, internationale profil og langsigtede repertoirearbejde.
Det Jyske Musikkonservatorium og Norges Musikhøgskole indgår som partnere i et nordisk forskningsprojekt om dirigentkompetencer inden for rytmisk musik.
Geir Lysne er en af Europas mest anerkendte bigbanddirigenter og har de seneste ni år været chefdirigent for NDR Big Band i Hamborg.
Geir Lysne debuterer som chefdirigent ved koncerten "Nye Begyndelser: Geir Lysne & Aarhus Jazz Orchestra" den 14. november samt ved skolekoncerterne ”Det Lyder Af Følelser” d. 6. november, alt sammen på Turkis i Aarhus. Info og billetter: www.aarhusjazzorchestra.dk.
Publikum kan allerede opleve ham med Aarhus Jazz Orchestra til Aarhus Jazz Festival ved Jazzgalla med Michel Camilo den 27. juni samt ved "Chasing Coltrane" den 30. juni – 3. juli som en del af Musikhuset Swinger.
Pressemateriale: https://www.dropbox.com/scl/fo/tn933jvww1ij9pt3ynqmm/AMZJYCzuDlrNm_jgvW8Tggo?rlkey=hrabnvj4lu4znzmbj9vv328iz&dl=0
