Hvad er KISSA?

KISSA er Aarhus Jazz Orchestras kultur- og jazzcontainer. En specialdesignet container, hvor kun fantasien sætter grænser. Den kan være en scene, et podcaststudie, et mødelokale, en kaffebar og meget mere. KISSA opstod i forbindelse med Music City Aarhus 2022, hvor en gavmild donation fra Kirsten og Gunnar Fonden gjorde det muligt at redesigne og indrette en 20-fods container, så den kan danne ramme for et væld af kulturindslag.

Med KISSA ønsker Aarhus Jazz Orchestra at aktualisere jazzmusik i nye sammenhænge, møde publikum i deres nærområde, og skabe et borgerinddragende og mangfoldigt kulturtilbud for alle. Alt hvad der foregår i KISSA, hvad end det er koncerter, talks, workshops eller nytænkende formidlingsformater, sker i samarbejde med lokale aktører. Det er nemlig er en vigtig del af KISSA’s DNA!

I 2022 flyttede KISSA rundt til syv forskellige steder i Aarhus Kommune, hvor der, i samarbejde med lokale aktører, blev afholdt koncerter, folkemøder, talks og events med fokus på fællesskab, nysgerrighed og musikalske oplevelser. I 2023 fortsatte Kissa med at være en platform for kulturformidling, bl.a. i forbindelse med Aarhus Jazz Festival og Kulturmødet Mors, og i 2024 dannede KISSA rammen om en række koncerter og events i Musikhusparken til Musikhuset Swinger under Aarhus Jazz Festival. I 2025 var KISSA at finde til folkehuskoncerter i Tranbjerg, Hjortshøj og Sabro.

Vil du låne KISSA?

Aarhus Jazz Orchestra ejer KISSA, og vi skaber løbende indhold til den, men vi vil også meget gerne låne containeren ud. Med KISSA er det nemlig vores drøm at samarbejde med lokale aktører i hele Aarhus.

Hvis DU har et spændende projekt, der kan realiseres i KISSA, så vil vi gerne låne den ud til dig - helt gratis. Måske er du en privatperson med en god idé - eller også er du en del af en forening, et band eller en virksomhed, der kan se sig selv i KISSAs rammer?

Kun fantasien sætter grænsen for, hvordan et projekt kan udfolde sig i KISSA. Containeren kan fungere som en scene, et podcast-studie, et mødelokale, en kaffebar og meget mere og indeholder følgende:


… En lille kaffebar
… Kontorpladser
… Et podcaststudie
… En pladeafspiller og højtalere
… 30 høretelefoner til f.eks. Silent Disco
… Klapstole og store havestole
… og meget mere

Har du et kulturarrangement, der mangler en lille scene, har du brug for kontorfaciliteter eller en kaffebar i forbindelse med et arrangement eller noget helt tredje, så kontakt os på info@ajazz.dk og fortæl om det event, du gerne vil låne KISSA til.

 
 
 
 

Tidligere Arrangementer i KISSA