Kom og vær med til en skøn familiekoncert med Sille og Palle i Musikhusparken. Sille Grønberg og Palle Windfeldt er to af landets mest rutinerede musikere indenfor koncerter for børn. De har skrevet musikken til Ramasjangs populære børneprogram Rosa fra Rouladegade og Minisjangs animationsserie Lille Tut. Duoen har spillet sammen i 34 år og giver godt 100 koncerter om året.
Under dette års jazzfestival inviterer Sille og Palle til en festlig familiekoncert, hvor børn og voksne kan danse og synge med på sange fra Minisjang serien Lille Tut, gamle klassikere fra den danske børnemusik-sangskat - og de melodier der opstår helt spontant undervejs.
Sille og Palle har tidligere optrådt til Aarhus Jazz Festival med stor succes. Om koncerten har Aarhus Jazz Festival udtalt:
"Fra første øjeblik havde de den store flok børn og voksne i deres hule hånd og legede sig gennem et medrivende show, der aldrig tabte pusten."
Koncerten er målrettet de 2-8-årige og deres familier, så tag hele familien i hånden, træk danseskoene på, og lad jer fortrylle af Sille og Palles musikalske eventyr på plænen foran KISSA i Musikhusparken. Det bliver en festlig eftermiddag under åben himmel, hvor der er masser af plads til leg, sang og sjov!