Tilbage til Alle begivenheder

Buchanan Requiem

Den danske komponist og trompetist, Jakob Buchanan, har skrevet en hyldest til vores døde – og til livet. Et moderne rekviem for kor og orkester, som både involverer Aarhus Domkirkes Kantori, Aarhus Jazz Orchestra samt solisterne:

Jakob Buchanan trompet og flygelhorn
Indra Rios-Moore vokal
Jakob Bro guitar
Jonas Westergaard bas
Helge Andreas Norbakken perkussion

Carsten Seyer-Hansen er dirigent.

”Buchanan Requiem” blev uropført i 2012 og spilles nu endelig igen ved tre koncerter:

5. november 2015 kl. 19.30 i Aarhus Domkirke
7. november 2015 kl. 16.00 i Garnisonskirken i København
8. november 2015 kl. 16.00 i Viborg Domkirke

Et rekviem er en sjælemesse for de døde i den romersk-katolske tradition, og det har været Jakob Buchanans intention at skabe et rekviem, som udover at mindes de bortgåede også kan få os, de levende, til at reflektere over livet og døden.

”Det er det musik kan. Når vi mindes de døde, lever de igen for en stund, og på den måde hylder vi samtidigt livet. Døden sætter livet i relief. Jeg har har derfor valgt at komponere musik til nogle buddhistiske talemåder eller visdomsord, som har en personlig betydning for mig, og som får mig til at tænke over livets forgængelighed”, fortæller Jakob Buchanan.

Både spændende og tidskrævende arbejde
Buchanan Requiem er skrevet specifikt til de involverede sangere og musikere, som Jakob Buchanan alle har et indgående kendskab til. Han er fast trompetist i Aarhus Jazz Orchestra, har tidligere indspillet med Aarhus Domkirkes Kantori, har gennem flere år indspillet og turneret med Jakob Bro og producerede Indras debut-cd i 2010.
”Det er fantastisk at afsøge nye territorier – med folk jeg kender”, fortæller Jakob Buchannan. ”Jeg havde dem alle i hovedet mens jeg skrev musikken, og det her har været det mest spændende og tidskrævende jeg nogensinde har arbejdet med. Det har været som at komme hjem”.

Læs mere på http://buchananrequiem.com og http://buchanan.dk

Se video fra uropførelsen i 2012: https://www.youtube.com/watch?v=dQY-VE4Yg5E

Værket kommer nu også på cd og dobbelt-lp

Siden uropførelsen i en stopfyldt Aarhus Domkirke i 2012 - hvor også perkussionisten Marilyn Mazur medvirkede - er værket blevet indspillet og udkommer lige op til koncerterne på LongLife Record både på cd og lp-boks.

Der er album-release:

fredag 2. oktober 2015 kl. 16.30-17.00 i Aarhus Domkirke

– her vil Jakob Buchanan, Aarhus Domkirkes Kantori, Aarhus Jazz Orchestra og til lejligheden specielt indbudte gæstesolister opføre 2 korte satser fra værket. Der vil være fri entré.

Lidt om komponisten, solisterne, dirigenten, kor og orkester:

Jakob Buchanan blev som den første rytmiske studerende optaget i Det Jyske Musik-konservatoriums solistklasse. Han har siden 2001-04 og igen fra 2009 været fast medlem af Aarhus Jazz Orchestra og har spillet/indspillet med bl.a. Marilyn Mazur, John Tchicai, Chris Speed og CV Jørgensen. Har i eget navn udgivet fem cd’er: 'Dreamfactory' (2003), 'Buchanan Sextet' (2006), 'Consul Pepsi' og 'I Land in The Green Land' (2010) og 'Some People and some Places' (2014).

Indra Rios Moore har netop udsendt sin seneste cd 'Heartland' på det legendariske pladeselskab Impulse! og vil turnere med sit band i 2015. Indra tog i 2007 springet fra New York til Aarhus, hun vandt en Danish Music Award i kategorien bedste jazz vokal udgivelse i 2012 og har optrådt og turneret internationalt gennem de sidste 15 år. Flyttede til L.A. med sin familie for sammen med produceren Larry Klein at indspille og færdiggøre sit nye album.

Jakob Bro blev nomineret til Nordisk Råds Musikpris i 2014. Han er tidligere medlem af Paul Motian & The Electric Bebop Band og er nuværende medlem af Tomaz Stanko’s Dark Eyes Quintet. Han har udgivet 10 plader som bandleader med musikere som Lee Konitz, Bill Frisell, Paul Motian, Kenny Wheeler.

Jonas Westergaard modtog i 2006 Danmarks Radios P2’s Jazzpris, som bevis på sit åbenlyse talent og sin ihærdige indsats på jazzscenen. Motivationen lød bl.a.: ”Det kan være svært at lægge sig i slipstrømmen af de mange unge jazzbassister Danmark har fostret. Men Jonas Westergaard har fundet sin egen plads i musikken, der er innovativ og udfordrende uden at vrænge af traditionen.”

Helge Andreas Norbakken er en af Norges mest anerkendte perkussionister. Er bl.a. kendt for sit arbejde med pianisten Jon Balke og har udviklet en unik måde at arbejde med afrikansk musik i et nutidigt bigband-univers.

Carsten Seyer-Hansen er domkantor ved Aarhus Domkirke med ansvar for kirkens rige korliv. Hans primære virke ligger inden for vokalmusikken, og han er fast dirigent for Vokalgruppen Concert Clemens, Aarhus Domkirkes Kantori og Skt. Clemens Drengekor.

Aarhus Domkirkes Kantori er kirkens eget kor. Koret bestå af 16 sangere, som alle er dybt forankrede i det aarhusianske kormiljø. Ud over at medvirke ved samtlige gudstjenester i domkirken, er koret aktive koncertgivere i Aarhus Domkirke, og hyppigt medvirkende på cd-produktioner. Som koncertkor udvides kantoriet efter behov, og har de seneste år opført bl.a. Brahms Requiem samt H-mol messen og Matthäus- hhv. Johannespassionen af J.S. Bach. Kantoriets seneste indspilning (Duruflé “Requiem”, solister Randi Stene og Bo Skovhus) er af både tyske og engelske anmeldere udnævnt til ny referenceindspilning af dette værk og fik tildelt Preis der Deutschen Schallplattenkritik 2012.

Solister fra kantoriet: Ingeborg Højlund (mezzosopran), Susanne Cecilie Nielsen (sopran) og Nicolai Nørgaard Christensen (tenor).

Aarhus Jazz Orchestra regnes for et af Skandinaviens førende, professionelle bigbands. Det spiller omkring 80 koncerter om året og er med støtte fra Statens Kunstfond og Aarhus Kommune det eneste rytmiske basisensemble i Danmark. I 2015 kan AJO fejre ikke mindre end 38 års jubilæum. AJO ledes af den internationalt anerkendte saxofonist, komponist og orkesterleder, Lars Møller.

Tidligere begivenhed: 7. oktober
Carl Nielsen - Manden og Musikken
Senere begivenhed: 25. november
Dario Campeotto med big band