Tilbage til Alle begivenheder

På swing i historien - Århundredets Festival

Tirsdag d. 8. marts kl. 19.00 på DOKK1 i Aarhus

Aarhus Jazz Orchestra sætter swing i DOKK1 til Århundredets Festival og fortolker nogle af de største numre fra den tid, hvor swingmusikken var på sit allerhøjeste.

UDSOLGT

Nu får du en helt enestående mulighed for at opleve jazz- og swingmusik af højeste kvalitet, når Aarhus Jazz Orchestra indtager DOKK1 til Århundredets Festival. Koncerten er en såkaldt videnskoncert - en koncert, hvor både musikken og dens historie er på menuen. Dette betyder, at publikum vil opleve flotte fortolkninger af kendte jazz- og swingnumre tilsat den nyeste musikalske historieforskning.

På denne unikke aften i swingmusikkens tegn leveres de musikalske indspark af Aarhus Jazz Orchestra, et af Europas førende bigbands, mens museumsinspektør for Danmarks Rockmuseum, Rasmus Rosenørn, vil give korte forskeroplæg. Denne helt særegne kombination giver publikum mulighed for at komme med på en rejse tilbage til en tid, hvor den storslåede og stemningsfulde swingmusik var på sit højeste.

Glæd dig til fantastiske fortolkninger af bl.a. jazzikonet Billie Holiday og bliv klogere på den tid, som musikken blev skrevet i - og om.

Århundredets Festival er en årligt tilbagevendende begivenhed, som præsenteres af Folkeuniversitetet i tæt samarbejde med bl.a. Aarhus Universitet. Hvert år vælges et nyt, spændende tema for festivallen, og i år er ingen undtagelse med fokusset: Danmark i perioden 1900-1950. Du kan læse mere om Århundredets Festival på www.aarhundredetsfestival.dk.

Aarhus Jazz Orchestra er et af de førende bigbands i Europa og består af nogle af de bedste jazzmusikere i Danmark. Siden oprettelsen i 1977 (dengang: Klüvers Big Band) har bigbandet samarbejdet med nogle af de største jazzikoner i nyere tid. Med støtte fra Aarhus Kommune og Statens Kunstfond er Aarhus Jazz Orchestra det eneste rytmiske basisensemble i Danmark.

Du kan følge os på www.facebook.com/bigbandet og på instagram: @aarhusjazzorchestra.

Tidligere begivenhed: 6. marts
Store Big Band Dag - The Music of Jens Winther
Senere begivenhed: 15. marts
Skolekoncerter