Skolekoncerter

Når det 19 mand store Aarhus Jazz Orchestra afholder skolekoncerter, er der oftest flere hundrede børn fra 3.-5. klasse med på scenen. Både børn, publikum og orkester får en fantastisk oplevelse, og børnene inddrages i en vidunderlig verden af jazz, latin, funk og blues.

Klik på videoen her og se hvordan det så ud, da TV2 Østjylland besøgte skolekoncerten på Viby Skole tirsdag d. 8. maj 2018.

Hvert forår afholder Aarhus Jazz Orchestra skolekoncerter sammen med skoleelever i 3., 4. og 5. klasse. Målet er at give eleverne en kunstnerisk og musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige. Skolekoncerterne har eksisteret siden 1987 og har gennem årene glædet tusindvis af børn.

BESKRIVELSE AF FORLØBET

Forløbet er for alle 3., 4. og 5. klasser på skolen, der alle arbejder med en række sange i musikundervisningen, som de optræder med på en stor, fælles koncertdag med fuldt bigband. Sangene er skrevet specielt til aldersgruppen, så de får den bedst mulige oplevelse af de forskellige musikgenrer.

Børnene indstuderer sangene sammen med deres musiklærer på skolen. Nogle uger før koncerten får skolen besøg af dirigenten Nikolai Bøgelund og orkestrets pianist Mads Bærentzen, der øver sangene igennem med eleverne og forbereder dem på de kommende koncerter. Der er desuden mulighed for at få besøg af en musiker og en formidler fra orkestret, der fortæller om, hvad et bigband er.

Koncerterne kan holdes på den enkelte skole, men flere skoler kan også slå sig sammen. Det skaber mulighed for, at børn fra flere skoler møder hinanden og oplever suset, når de - ofte flere hundrede børn - synger sammen med et stort professionelt orkester.

I 2024 spiller Aarhus Jazz Orchestra Skolekoncerter d. 10., 11., 16., 17. og 18. april.

PÅ KONCERTDAGEN AFHOLDES EN GENERALPRØVE OG TO KONCERTER:
Kl. 09.00-11.15: Formiddagskoncert 

1 times generalprøve hvor alle børnene øver numrene med Aarhus Jazz Orchestras rytmegruppe (klaver, guitar, bas, perkussion og trommer), samt en formiddagskoncert for alle elever og lærere på skolen.

Kl. 19.00-20.30: Aftenkoncert
En aftenkoncert for forældre, søskende, bedsteforældre og andre interesserede med hele Aarhus Jazz Orchestra (19 musikere).

PRIS
Det er gratis for skoler i Aarhus at deltage i Skolekoncert-forløbet. Skolen afholder kun Koda-udgifter og lidt fortæring til bigbandet.

Aarhus Jazz Orchestra aflønnes med entréindtægten fra aftenkoncerterne. Pris for skolekoncerter i Aarhus er 20 kr. for voksne / gratis for børn under 18 år. Billetpris for skoler uden for Aarhus Kommune aftales med de deltagende skoler.

TILMELDING
Tilmelding foregår på mail til mathilde@ajazz.dk senest tirsdag d. 23. juni 2023. I tilmeldingsmailen skal du oplyse følgende:

  • Navn, mailadresse og telefonnummer på kontaktperson

  • Antal elever i 3., 4. og 5. klasse, samt hvor mange klasser der er på de tre årgange (husk at tilmelding gælder samtlige elever på de tre årgange)

  • Om I har et sted til afholdelse af koncert (OBS: der skal være plads til alle deltagende elever x3)

  • Hvilke koncertdage passer jeres skole (angiv gerne alle de dage, der kan passe jer - se datoer længere oppe)

  • Hvilken skole I kommer fra

Senest den 28. juni 2023 giver vi besked, om din skole har fået plads i Skolekoncert-forløbet i 2024.

SPØRGSMÅL
Hvis du har spørgsmål til Aarhus Jazz Orchestras Skolekoncert-forløb, er du velkommen til at kontakte projektleder Mathilde Smedegaard på mail: mathilde@ajazz.dk.

 
Skolekoncert Big Band Aarhus Jazz Orchestra Formidling
 

TILBAGEMELDING FRA EN TILFREDS MUSIKLÆRER:

Jeg vil gerne sige tusind tak for bandets rigtig flotte koncert 3. marts i sløjfen i Hadsten. Jeg var en af de musiklærere der hjalp lidt til. Mine 3. klasses elever har virkelig fået en fantastisk oplevelse. Ugen efter koncerten har vi talt lidt om øveforløbet, generalprøven og aftenkoncerten, og de fleste af børnene mente at koncertdagen for dem havde været helt på højde med juleaften. Helt personligt fik jeg et kæmpe kick ud af dagen og havde godt nok noget svært ved at "falde ned" igen de næste dage.
Lars Ginge Skov, Musiklærer Østervangskolen Hadsten