Freestyler logo.png

Ny skolekoncert for 3., 4. og 5. klasse
med Aarhus Jazz Orchestra & freestyle-rapper Pede B


Besøg Aarhus Jazz Orchestra i Musikhuset Aarhus og oplev det helt nye interaktive skolekoncert-koncept fyldt med svedig funk, swingende jazz, sprudlende kreativitet og freestylerap. 

Det 18 personer store bigband er teamet op med en af Danmarks bedste freestyle-rappere, Pede B, som sammen med orkestret og skolebørn i mellemtrinnet vil udforske ligheder og forskelle mellem freestylerap og det at improvisere jazz på et instrument.

Der bliver også rig mulighed for, at eleverne selv kan få lov at være med. Sammen med dirigent Nikolai Bøgelund får eleverne nemlig mulighed for på dagen at live-arrangere et nummer for bigband, skrue op og ned for orkestret, tænde og slukke for instrumenter via en virtuel mixer og meget mere. Et unikt indblik i bigbandets maskinrum!

Forud for koncerten vil der være undervisningsmateriale (1-2 undervisningstimer), der forbereder eleverne på koncerten, samt forslag til hvordan I kan arbejde videre efter koncerten. Materialet vil bl.a. spille ind i det tværgående tema ”Innovation og entreprenørskab”, hvor eleverne skal opdyrke kompetencer i forhold til at skabe, udvikle og handle.

Hold øje her på siden eller på www.ulfiaarhus.dk, som vi løbende opdaterer, når nye koncerter kommer i udbud.

PEDE B er en af de bedste freestylerappere på den danske hiphopscene, og han har som den eneste vundet MCs Fight Night hele tre gange. Han har mere end 10 albums og et hav af spændende koncerter i baggagen, herunder LILLA RØG – et koncertsamarbejde med Aarhus Jazz Orchestra fra 2018. Derudover er han medforfatter til bogen Aktivt Kreativ, hvor han sammen med psykolog Mads Korsgaard kortlægger den menneskelige kreativitet og løfter sløret for sin egen teknik til freestylerap.

AARHUS JAZZ ORCHESTRA har de seneste 40 år besøgt mere end 300 skoler og afholdt de populære skolekoncerter sammen med elever fra 3., 4. og 5. klasse. Orkestret spiller mere end 80 koncerter om året, og flere af disse koncerter er for børn og unge. Et af bigbandets vigtigste formål er nemlig at udbrede kendskabet til bigbandjazz blandt store og små. Orkestret har samarbejdet med et hav af store solister, heriblandt Sigurd Barrett, sangerinden Cæcilie Norby og saxofonisten Jesper Thilo. I Aarhus Jazz Orchestra sidder nogle af Danmarks bedste jazzmusikere, og flere af dem er solister i international klasse. Orkestret er støttet af Aarhus Kommune og Statens Kunstfond og er det eneste rytmiske basisensemble i Danmark.