Back to All Events

Ridehuset Swinger 2019: Cuban Big Band Nights feat. Dafnis Prieto, Eliel Lazo & Yasser Pino

  • Ridehuset 1 Vester Allé Aarhus, 8000 Denmark (map)
CBBN_BANNER_jazzfest.jpg

Ridehuset Swinger 2019
CUBAN BIG BAND NIGHTS
feat. Dafnis Prieto, Eliel Lazo & Yasser Pino

For 30. år i træk afholder Aarhus Jazz Orchestra “Ridehuset Swinger” - et af de helt store trækplastre under Aarhus Jazz Festival. Det fejrer vi med et festfyrværkeri at et arrangement! Vi vil drømme os mod caribiske himmelstrøg ved Aarhus Jazz Orchestras aftenkoncerter, der i år går under titlen ”Cuban Big Band Nights”. Den cubanske tromme-virtuos Dafnis Prieto har komponeret musikken til koncerterne, og med på scenen har vi inviteret Eliel Lazo på percussion og Yasser Pino på bas. Som altid kan du opleve et væld af spændende dagskoncerter, du kan nyde en kølig forfriskning i solen på Officerspladsen, og som noget nyt kan du komme til hyggelig og delikat fællesspisning på Officerspladsen arrangeret af Masvino Vinbodega. Ved køb af madbillet sikrer man sig samtidig en god siddeplads til aftenkoncerten. Som altid er der gratis entré til alle koncerter i Ridehuset og på Officerspladsen. Køb madbillet her.

I løbet af de sidste 30 år med Ridehuset Swinger har publikum kunnet opleve eminente solister såsom Kurt Elling, Cæcilie Norby, Jesper Thilo, Sinne Eeg, Master Fatman, Bobo Moreno og mange flere. De seneste år har orkestret draget på musikalske rejser til blandt andet Brasilien, Sydafrika, Spanien og sågar på en tidsrejse gennem jazzens 100-årige historie. I år er det en fornøjelse at præsentere latinjazz fra det farverige Cuba. Årets tre solister – Dafnis Prieto, Eliel Lazo og Yasser Pino – er alle opvokset i Havanna og er siden flyttet til henholdsvis USA og Danmark. De har hver især sat deres unikke præg på latinjazz-genren, og i år mødes de for første gang til fire sprudlende koncerter i Ridehuset.

Grundet Jazz og Fællesspisning vil ca.halvdelen af stolene i Ridehuset være reserveret til aftenkoncerten med Cuban Big band Nights. Vi anbefaler derfor, at man kommer i god tid, hvis man ønsker en stol til aftenens koncert.

linje.png

Program for torsdag d. 18. juli:

14.00: Traneblæs (Officerspladsen)

15.30: Michael Bladt & Kjeld Lauritsen (Officerspladsen)

17.00: Randers Big Band feat. Kjeld Lauritsen (Ridehuset)

18.15: Fællesspisning (Officerspladsen)

20.00: Aarhus Jazz Orchestra feat. Dafnis Prieto, Eliel Lazo & Yasser Pino: Cuban Big Band Nights (Ridehuset)

22.00: Brazilian Group: Karmen Rõivassepp & musikere fra Aarhus Jazz Orchestra (Officerspladsen)

linje.png

Fællesspisning

Masvino serverer hver dag en lækker menu i teltet på Officerspladsen, som kan nydes med de andre nysgerrige jazzpublikummer og madelskere. Book gerne i god tid, da der er begrænset antal pladser. Når du booker en plads i madteltet, reserverer du samtidig også en plads til aftenkoncerten Cuban Big Band Nights.

Menuen er:

Helstegt pattegris
Kartoffelsalat med røget chili, radiser, løg & masser af urter
Lun sommerkål med yoghurt, koriander, kerner & hibiscus
Bønnesalat med frisk chili, mynte & god olivenolie
Chimichurri & BBQ

145 kr. inkl. en velkomstdrink
70 kr. for børn u/ 10 år

TILKØB PÅ DAGEN
Dessert:

Friske jordbær, chantilly & myntesukker

50 kr.

linje.png

Find programmerne for de øvrige dage med Ridehuset Swinger her:

linje.png

Hvem spiller?

Alberte Svenningsen – Traneblæs (DK)

Alberte Svenningsen (s-sax), Jonathan Bruun Meyer (trb), Anders Juel Bomholt (b), Lasse Jacobsen (drm)

Nordiske toner og amerikansk jazztradition 
Traneblæs bliver ført an af Alberte Svenningsen, som er saxonist med rødder i Nordjylland. Hendes musik består af fængende og lettilgængelige melodier, som fremføres legende for publikum.

Numrene er inspireret af den nordiske melodik, hverdagens toner og tanker samt den amerikanske jazztradition.

Kvartetten er uden akkordinstrument, hvilket giver musikerne en større frihed til at farve og lege med melodier og klange. Den anderledes sammensætning af instrumenter og musikere giver anledning til spændende og farverige improvisationer i forskellige instrumentkombinationer.

Michael Bladt & Kjeld Lauritsen (DK)

Kjeld Lauritsen (org), Michael Bladt (sax), John Riddell (drm)

Rå og swingende orgeljazz
Ridehuskoncerterne under jazzfestivalen holder i år 30 års jubilæum, og det skal selvfølgelig fejres med maner.

Denne koncert kommer til at repræsentere musik fra to af årene, med en kombination af numre af Duke Ellington og orgelvirtuosen Kjeld Lauritsen, der var solist med Klüvers Big Band et år sammen med sin tidligere faste makker Bob Rockwell.

Michael Bladt spiller i år for 23. år i træk i Ridehuset som medlem af Aarhus Jazz Orchestra (tidligere Klüvers Big Band), og vi kan se frem til en koncert med rå svingende orgeljazz for fuld udblæsning.

www.michaelbladt.dk

www.kjeldlauritsen.dk

Randers Big Band feat. Kjeld Lauritsen (DK)

Kjeld Lauritsen (org), Jakob Arendt Rasmussen (a-sax, s-sax), Jakob Thykjær (a-sax), Christian Rudbeck and Svend Midtgaard (t-sax), Michael Olsen (b-sax), Jeppe Barkmann, Erik W. Christensen, Lars Christensen and Mette Rasmussen (trp), Thomas Skovlund Hansen, Peter Fuur and Jakob Waade (trb), Henrik Nüchel (b-trb), Hjalte Hvid (p, key), Mads Jensen (g), Jesper Carlsen (b), Tobias Granum (drm), Peter Brem (Cond)

Bigband med swingrødder – men under stadig udvikling
Randers Big Band opstod i 1980, hvor Palle Hundborg stiftede orkestret. 

Bandet har siden gennemgået en stor musikalsk udvikling. Ikke mindst igennem mange år og frem til 2011 under Ole Koch Sørensens musikalske ledelse, hvis ihærdige og motiverende engagement har bidraget til, at Randers Big Band regnes blandt landets bedst spillende bigbands særligt inden for den traditionelle swingmusik.

Arrangør og trompetist Jesper Riis overtog direktionen fra 2011-2012 og fik mange forskellige stilarter på repertoriet.

Fra 2012 og frem til starten af 2018 blev orkesteret ledet at Nicolai Bøgelund, der som effektiv indpisker fik sat gang i en myriade af forskellige projekter, herunder indspilning af orkesterets seneste album Live – Live med sangerinden Live Foyn Friis.

Orkesterets daglige leder er nu Peter Brem.

Gennem årene har Randers Big Band deltaget ved mange festivaler i ind- og udland og turneret i blandt andet Sverige, Finland, Polen, Tjekkiet, Tyskland, Schweiz, USA, Brasilien og Canada. Senest har bigbandet været en tur i London.

Programmet for dagen vil ud over en bred vifte af Kjeld Lauritsens numre være nyere ting fra bandets standardrepertoire. 

www.randersbigband.dk

Aarhus Jazz Orchestra feat. Dafnis Prieto, Eliel Lazo & Yasser Pino (CU/DK)

Dafnis Prieto (cond, drm), Katie Brien and Johan Toftegaard Knudsen (sax), Michael Bladt and Cesar Joaniquet (t-sax), Ole Visby/Pernille Bévort (bar-sax), Georgina Jackson, Jan L. Sørensen, Lars Søberg and Jakob Sørensen (trp), Stefan Ringive, Niels Jakob Nørgaard, Henrik Resen and Michael Feltham (trb), Mads Bærentzen (p), Yasser Pino (b), Eliel Lazo (perc)

Latin-jazz i verdensklasse
Den prisvindende, cubansk-amerikanske komponist og trommevirtuos Dafnis Prieto er en af de helt store kapaciteter på den internationale jazz- og latinscene.

Som fast trommeslager for Michel Camilo og sideman i en række orkestre, bl.a. med Henry Threadgill, Steve Coleman og Chucho Valdés, har Dafnis Prieto været med til at udvikle og sætte sit præg på latin- og jazzmusikken i hele verden.

Dafnis Prieto har ved flere lejligheder været nomineret til en grammy i USA, og i 2019 vandt han i kategorien Best Latin Jazz Album for Back To The Sunset – en bigbandudgivelse, hvor Dafnis Prieto ud over at spille trommer har komponeret og arrangeret al musikken.

Dafnis Prietos kompositioner blander frodige og euforiske melodier med imponerende polyrytmik og viser et musikalsk ordforråd, der rækker hele vejen fra afro-cubansk folklore og latin-jazz til klassisk kammermusik. Ikke uden grund har anmeldere verden over været begejstrede for Back To The Sunset.

Ved koncerterne i Ridehuset spiller Aarhus Jazz Orchestra med Dafnis Prieto på trommer, Eliel Lazo på percussion og Yasser Pino på bas. De tre musikere er født og opvokset sammen på Cuba og er hver især stærke stemmer på den internationale latinjazz-scene.

Nu mødes de med et af de stærkeste bigbands i Europa for at spille den prisvindende musik fra Back To The Sunset.

Umiddelbart inden koncerten serverer Masvino Vinbodega en lækker cubansk sommermenu i teltet på Officerspladsen. Deltager man i spisningen, er man samtidig sikret en siddeplads til koncerten i Ridehuset.

www.aarhusjazzorchestra.dk

Karmen Rõivassepp Brazilian Group (DK/EE)

Karmen Rõivassepp (voc), Michael Bladt (sax), Jan L. Sørensen (trp), Stefan Ringive (trb), Tuuli Wallenius (g), Adrian Christensen (b), John Riddell (drm)

Glad samba – tilbagelænet bossanova
Karmen Rõivassepp har de seneste år gjort sig ekstraordinært bemærket på den danske jazzscene og har netop vundet Aarhus Jazz Talent Prisen 2018.

Karmen Rõivassepp er oprindelig fra Estland, men har de senere år boet i Aarhus og studeret på det Jyske Musikkonservatorium.

Denne koncert vil byde på opløftende og muntre numre inspireret af sambaens glade rytmer og mere tilbagelænede toner inspireret af den stemningsfulde bossanova.

Bandet er specielt sammensat til lejligheden og består bl.a. af musikere fra Aarhus Jazz Orchestra.

Ridehuset Swinger 2019 sponsoreres af: De Jyske Bryghuse, Aarhus Kommune, Statens Kunstfond, Nordea-fonden & Aarhus Jazz Festival