Back to All Events

Ridehuset Swinger 2019: Cuban Big Band Nights feat. Dafnis Prieto, Eliel Lazo & Yasser Pino

  • Ridehuset 1 Vester Allé Aarhus, 8000 Denmark (map)
CBBN_BANNER_event.jpg

Ridehuset Swinger 2019
CUBAN BIG BAND NIGHTS
feat. Dafnis Prieto, Eliel Lazo & Yasser Pino

For 30. år i træk afholder Aarhus Jazz Orchestra “Ridehuset Swinger” - et af de helt store trækplastre under Aarhus Jazz Festival. Det fejrer vi med et festfyrværkeri at et arrangement! Vi vil drømme os mod caribiske himmelstrøg ved Aarhus Jazz Orchestras aftenkoncerter, der i år går under titlen ”Cuban Big Band Nights”. Den cubanske tromme-virtuos Dafnis Prieto har komponeret musikken til koncerterne, og med på scenen har vi inviteret Eliel Lazo på percussion og Yasser Pino på bas. Som altid kan du opleve et væld af spændende dagskoncerter, du kan nyde en kølig forfriskning i solen på Officerspladsen, og som noget nyt kan du komme til hyggelig og delikat fællesspisning på Officerspladsen arrangeret af Masvino Vinbodega. Ved køb af madbillet sikrer man sig samtidig en god siddeplads til aftenkoncerten. Som altid er der gratis entré til alle koncerter i Ridehuset og på Officerspladsen. Køb madbillet her.

I løbet af de sidste 30 år med Ridehuset Swinger har publikum kunnet opleve eminente solister såsom Kurt Elling, Cæcilie Norby, Jesper Thilo, Sinne Eeg, Master Fatman, Bobo Moreno og mange flere. De seneste år har orkestret draget på musikalske rejser til blandt andet Brasilien, Sydafrika, Spanien og sågar på en tidsrejse gennem jazzens 100-årige historie. I år er det en fornøjelse at præsentere latinjazz fra det farverige Cuba. Årets tre solister – Dafnis Prieto, Eliel Lazo og Yasser Pino – er alle opvokset i Havanna og er siden flyttet til henholdsvis USA og Danmark. De har hver især sat deres unikke præg på latinjazz-genren, og i år mødes de for første gang til fire sprudlende koncerter i Ridehuset.

Grundet Jazz og Fællesspisning vil ca.halvdelen af stolene i Ridehuset være reserveret til aftenkoncerten med Cuban Big band Nights. Vi anbefaler derfor, at man kommer i god tid, hvis man ønsker en stol til aftenens koncert.

linje.png

Program for fredag d. 19. juli:

14.00: Cactus (Officerspladsen)

15.30: Lars Søberg Andersen Kvintet feat. Dafnis Prieto (Officerspladsen)

17.00: DR Big Band feat. Mathias Heise (Ridehuset)

18.15: Fællesspisning (Officerspladsen)

20.00: Aarhus Jazz Orchestra feat. Dafnis Prieto, Eliel Lazo & Yasser Pino: Cuban Big Band Nights (Ridehuset)

linje.png

Fællesspisning

Masvino serverer hver dag en lækker menu i teltet på Officerspladsen, som kan nydes med de andre nysgerrige jazzpublikummer og madelskere. Book gerne i god tid, da der er begrænset antal pladser. Når du booker en plads i madteltet, reserverer du samtidig også en plads til aftenkoncerten Cuban Big Band Nights.

Menuen er:

Helstegt pattegris
Kartoffelsalat med røget chili, radiser, løg & masser af urter
Lun sommerkål med yoghurt, koriander, kerner & hibiscus
Bønnesalat med frisk chili, mynte & god olivenolie
Chimichurri & BBQ

145 kr. inkl. en velkomstdrink
70 kr. for børn u/ 10 år

TILKØB PÅ DAGEN
Dessert:

Friske jordbær, chantilly & myntesukker

50 kr.

linje.png

Find programmerne for de øvrige dage med Ridehuset Swinger her:

linje.png

Hvem spiller?

Cactus (DK)

Maria Dybbroe (a-sax), Johannes Gammelgaard (t-sax), Thorbjørn Kaas and Frederik Hagner (b), Tobias Andreassen (drm)

Mellem skrøbeligt og stærkt – smukt og voldsomt – kammermusik og groove
Cactus er tæt på at være en dobbelt-trio, med to basser og to saxer, og med denne samklang og spejling er det oplagt, at også temaer spejles, vendes, vrides og udfordres.

Bandet har de seneste to år fået bred opmærksomhed fra bl.a. P8 Jazz og har især markeret sig på den mere eksperimenterende del af den danske jazzscene.

Med base i Aarhus kommer musikerne fra et udpræget bandmiljø på tværs af genrer og kendes fra bands som Yune, The New Family, Bear With Me, Narcosatanicos, KØS og I Just Came From the Moon, som vandt Ung Jazz i 2016.

soundcloud.com/cactus_aarhus

www.facebook.com/MariasCactus

Lars Søberg Andersen Kvintet feat. Dafnis Prieto (CU/DK)

Lars Søberg Andersen (trp), Cesar Joaniquet (t-sax), Artur Tuznik (p), Morten Ankarfeldt (b), Dafnis Prieto (drm)

Nordisk bebop
Lars Søberg Andersen Kvintet er et nyt og spændende projekt med den norsk-danske trompetist Lars Søberg Andersen som kapelmester og komponist.

Musikken kan betegnes som nordisk bebop – en fusion mellem den lyriske nordiske jazz og den moderne hardbop/New Yorker-sound.

Lars Søberg Andersen er til daglig ansat i Aarhus Jazz Orchestra, har etableret sig som en af Danmarks bedste unge trompetsolister og er en eftertragtet og meget benyttet solist og ensemblemusiker i mange bigbands og orkestre.

www.larslarslars.com

DR Big Band feat. Mathias Heise (DK)

Mathias Heise (hca), Erik Eilertsen, Christer Gustafsson, Thomas Kjærgaard, Mads la Cour and Tobias Wiklund (trp), Peter Dahlgren, Vincent Nilsson, Kevin Christensen Annette Saxe and Jakob Munck (trb), Peter Fuglsang, Nicolai Schultz, Hans Ulrik, Karl-Martin Almqvist and Aske Drasbæk (sax), Nikolaj Bentzon (p), Per Gade (g), Kaspar Vadsholt (b), Søren Frost (drm), Jesper Riis (cond)

Musik, der klinger og swinger, som det skal
DR Big Band inviterer til koncert i Ridehuset med den prisvindende unge mundharpe-virtuos Mathias Heise i front.

Mathias Heise er bl.a. blevet kåret som Årets Unge Jazznavn, og denne aften folder han både nyt og kendt repertoire ud, ikke mindst fra sit anmelderroste album med DR Big Band.

”Her er musik, der klinger og swinger, som det skal!”, skrev Berlingske, og Politiken uddelte fem hjerter med ordene ”mirakuløst mundharpespil”, da Mathias Heise og DR Big Bands album The Beast udkom sidste år.

Nu kan det aarhusianske publikum se frem til at opleve det unikke samarbejde mellem Heise og DR Big Band live i Ridehuset.

Der er ikke mange unge musikere, der har så klare beviser på deres talent som den 25-årige danske mundharpespiller og pianist Mathias Heise. Ikke alene er han blevet kåret som verdensmester i kromatisk mundharpe. Han har også nærmest badet i ærefulde musikpriser – fra kronprinsparrets Stjernedryspris til priser som Årets Nye Jazzstjerne og Ben Webster Prisen.

Mathias Heise bliver omtalt som en værdig arvtager efter den kromatiske mundharpes grand old man, amerikanske Toots Thielemans. Og selv om han sammen med DR Big Band også hylder Toots denne aften i Ridehuset, kan publikum først og fremmest se frem til en koncert med Mathias Heises egne, iørefaldende kompositioner, hvor jazzens harmonier og improvisation møder rockens og funkmusikkens hårdtslående rytmer i et sprudlende, farverigt og euforisk udtryk.

Samarbejdet mellem DR Big Band og Mathias Heise er en stærk musikalsk cocktail med dybe rødder, og med sin nøgleposition i det danske jazzmiljø har DR Big Band spillet en stor rolle for Mathias Heises karriere.

DR Big Band dirigeres til lejligheden af Jesper Riis.

Aarhus Jazz Orchestra feat. Dafnis Prieto, Eliel Lazo & Yasser Pino (CU/DK)

Dafnis Prieto (cond, drm), Katie Brien and Johan Toftegaard Knudsen (sax), Michael Bladt and Cesar Joaniquet (t-sax), Jacob Danielsen (bar-sax), Georgina Jackson, Jan L. Sørensen, Lars Søberg and Jakob Sørensen (trp), Stefan Ringive, Niels Jakob Nørgaard, Henrik Resen and Michael Feltham (trb), Mads Bærentzen (p), Yasser Pino (b), Eliel Lazo (perc)

Latin-jazz i verdensklasse
Den prisvindende, cubansk-amerikanske komponist og trommevirtuos Dafnis Prieto er en af de helt store kapaciteter på den internationale jazz- og latinscene.

Som fast trommeslager for Michel Camilo og sideman i en række orkestre, bl.a. med Henry Threadgill, Steve Coleman og Chucho Valdés, har Dafnis Prieto været med til at udvikle og sætte sit præg på latin- og jazzmusikken i hele verden.

Dafnis Prieto har ved flere lejligheder været nomineret til en grammy i USA, og i 2019 vandt han i kategorien Best Latin Jazz Album for Back To The Sunset – en bigbandudgivelse, hvor Dafnis Prieto ud over at spille trommer har komponeret og arrangeret al musikken.

Dafnis Prietos kompositioner blander frodige og euforiske melodier med imponerende polyrytmik og viser et musikalsk ordforråd, der rækker hele vejen fra afro-cubansk folklore og latin-jazz til klassisk kammermusik. Ikke uden grund har anmeldere verden over været begejstrede for Back To The Sunset.

Ved koncerterne i Ridehuset spiller Aarhus Jazz Orchestra med Dafnis Prieto på trommer, Eliel Lazo på percussion og Yasser Pino på bas. De tre musikere er født og opvokset sammen på Cuba og er hver især stærke stemmer på den internationale latinjazz-scene.

Nu mødes de med et af de stærkeste bigbands i Europa for at spille den prisvindende musik fra Back To The Sunset.

www.aarhusjazzorchestra.dk

Ridehuset Swinger 2019 sponsoreres af: De Jyske Bryghuse, Aarhus Kommune, Statens Kunstfond, Nordea-fonden & Aarhus Jazz Festival