Back to All Events

Ridehuset Swinger: Scandinavian Big Band Nights feat. Mimi Terris (S) & Mads Mathias (DK)


  • Ridehuset, Aarhus 1 Vester Allé Aarhus, 8000 Denmark (map)
SBBN_presse2_tekst.jpg

For 28. år i træk åbner Aarhus Jazz Orchestra op for en af de helt store arrangementer under Aarhus Jazz Festival, nemlig Ridehuset Swinger. De seneste tre år har Aarhus Jazz Orchestra rejst ud i verden til Ridehuset Swinger ved Aarhus Jazz Festival. Til Brasilien, Spanien og Sydafrika med jazzfusioner til stor begejstring for publikum.

I år vender bigbandet tilbage til rødderne med et musikalsk heldagsprogram, der dyrker den skandinaviske jazzarv og nerve. Som altid kan du opleve et hav af spændende jazzmusik i løbet af dagen fra både danske og internationale artister, og du kan nyde lækre delikatesser på det store madmarked på Officerspladsen ved siden af Ridehuset. Hver aften åbner Aarhus Jazz Orchestra dørene til de anmelderroste aftenkoncerter, der i år har titlen "Scandinavian Big Band Nights" med den svenske Mimi Terris og Danmarks egen Mads Mathias. 

  • Det musikalske program starter kl. 12:30. Se programmet nedenfor.
  • Oplev Aarhus Jazz Orchestras koncert med Scandinavian Big Band Nights feat. Mimi Terris & Mads Mathias kl. 20:00
  • Alle koncerter er gratis.

 

PROGRAM


12.30: JazzTalk: Christian Windfeld (Officerspladsen)
Jazz! - Den improviserende samtidsmusik
Om strømningerne i den unge nordiske jazz
Aarhus Jazz Orchestra kan med glæde præsentere dagens JazzTalk vært: Christian Windfeld, underviser ved Det Jyske Musikkonservatorium og tidligere modtager af Statens Kunstfonds 2-årige legat, “Den Unge Elite”. Mød ham i teltet på Officerspladsen, hvor han vil fortælle om strømningerne i den unge nordiske jazz og give spændende eksempler på den nye musik, der har et bestemt fælles kendetegn, nemlig improvisationen - et helt centralt element i jazz. Ung, skandinavisk jazz er verdenskendt for at være særligt kreativ, original og moderne, da den med med stor entusiasme og kunnen fornyer jazzen og gør den relevant for sin samtid. Derfor er det også helt almindeligt at høre yngre skandinavisk jazz, der fx henter inspiration fra rock, elektronisk, folklore eller moderne klassisk musik. Kom og hør mere om disse unge musikere, der ofte bevæger sig frit mellem traditionelle genreskel og derved skaber et kreativt og unikt bidrag til jazzens mangfoldige vifte af musikalske udtryk.

14.00: Codarts Young Talent Bigband (Ridehuset)
Codarts Young Talent Big Band er navnet på det Hollandske eliteungdomsbigband, der gæster Ridehuset til Aarhus Jazz Festival 2018. Orkestret spiller i Ridehuset i forbindelse med Scandinavian Big Band Camp: En udviklingsworkshop, der samler bigbandtalenter på tværs af landegrænser til workshops, undervisning og en koncertrække i løbet af jazzfestivalen. Man kan i løbet af ugen høre bigbandene hver for sig, for til sidst på ugen at kulminere i en kæmpe fælles finale. Men i denne omgang gælder det altså det sprudlende Hollandske ungdomsorkester, der fyrer op for Ridehuset med sand bigbandpassion!

15.30: Michael Blandt - Next Step (Officerspladsen)
”Den aarhusianske Michael Brecker”. Sådan lyder beskrivelsen af den danske komponist og saxofonist Michael Bladt ifølge anmelderne efter udgivelsen af hans anmelderroste ”Next Step.” Udgivelsens kompositioner inviterer lytteren med ind i Michael Bladts melodiøse og virtuose jazzverden med inspiration fra både den nordiske og amerikanske jazz. Michael Bladt har været ansat i Aarhus Jazz Orchestra i over 20 år, og hans spil rummer en professionalisme og alsidighed, der har udmøntet sig i projekter med solister fra alt fra Radioens Big Band til John Scofield og Lucas Graham. Til denne koncert kan publikum se frem til et repertoire med numre fra albummet ”Next Step.”

Line-up
Michael Bladt (sax)
Per Gade (g)
Kaare Munkholm (vib)
Morten Ramsbøl (b)
Rasmus Lund (drm)

17.00: Where’s My Bag Big Band (Ridehuset)
Bag det finurlige navn ”Where’s My Bag Big Band” står de to unge aspirerende bigbandledere og -arrangører Gustav Hagner og Karmen Rõivassepp. De har sammen læst på Det Jyske Musikkonservatorium under den legendariske professor på konservatoriet ’Chappe’s kyndige ledelse. Begge bevæger Gustav Hagner og Karmen Rõivassepp sig inden for den moderne bigbandgenre, dog på ganske forskellig vis. I en kombination af de to talenters respektive stil er projektet Where’s My Bag Big Band udsprunget, og publikum kan forvente en koncert fuld af livlige grooves, smukke melodier, spændende harmonier og komplekse rytmer.

20.00: Scandinavian Big Band Nights: Aarhus Jazz Orchestra feat. Mimi Terris (S) & Mads Mathias (DK) (Ridehuset)
De sidste tre år har Aarhus Jazz Orchestra rejst jorden rundt med brasiliansk, flamenco og sydafrikansk bigbandmusik til aftenkoncerterne ved Ridehuset Swinger. Koncerterne har dyrket det musikalske møde mellem forskellige kulturer, og det har fået anmelderne til at sprudle af begejstring og døbe Ridehuset Swinger ”jazzfestivalens epicenter.”

I år rejser Aarhus Jazz Orchestra hjem igen, og inviterer til aftenkoncerter under titlen ”Scandinavian Big Band Nights”. Orkestret er dykket ned i den skandinaviske jazzarv sammen med den fremragende sanger og entertainer, Mads Mathias, og den nye stjerne på den svenske nattehimmel, Mimi Terris. Publikum kan se frem til en sand hyldest til danske og svenske jazzklassikere samt nyere musik af Mads Mathias og Mimi Terris, alt sammen fremført at nogle af Scandinaviens mest kyndige jazzhænder.

23.00: International Jazz Jam med Melngailskolas Big Band (Officerspladsen)
Aarhus Jazz Orchestra byder velkommen til en international jazzjam, hvor de unge bigbandtalenter fra ungdomsbigbandet Danish Youth Jazz Orchestra vil være værter. De vil  stå side om side med de erfarne musikere fra Aarhus Jazz Orchestra til en brag af en jazzjam, og alle er velkomne til at spille med. Danish Youth Jazz Orchestra deltager i denne uge i Scandinavian Big Band Camp sammen med Melngailskolan Big Band og Codarts Young Talent Big Band, som også er værter for hver deres jamsession sammen med Aarhus Jazz Orchestra den 20. og 21. juli. Ikke mindst kan de tre talentbigbands opleves både sammen og hver for sig til koncerter i Ridehuset i løbet af ugen.


Hovedsponsor af Ridehuset Swinger: De Jyske Bryghuse
Ridehuset Swinger 2018 er desuden støttet af: Dansk Musikerforbund, Statens Kunstfond, Aarhus Kommune, Nordisk Kulturfond, Aarhus Jazz Festival, Aarhus - Europæisk Frivillighovedstad 2018 & LaserTryk