Vil du være med til at sikre, at et af Aarhus Jazz Orchestras største events i 2017 bliver endnu mere ekstraordinært?

... så slut dig til vores fantastiske frivillighold! Aarhus Jazz Orchestra søger nemlig frivillige til vores årlige arrangement ved Aarhus Jazz Festival, Ridehuset Swinger, d. 19.-22. juli 2017. Ridehuset Swinger blev sidste år kaldt Aarhus Jazz Festivals ground zero, og som frivillig bliver du derfor en del af jazzfestivalens swingende centrum.

Siden 1990 har Aarhus Jazz Orchestra afholdt Ridehuset Swinger under Aarhus Jazz Festival. Temaet for i år er South African Big Band Nights - måske du allerede har set det store banner, der netop er blevet hængt op på Ridehuset i Aarhus. I løbet af dagene er der en masse spændende koncerter med orkestre fra både ind- og udland, og på Officerspladsen ved siden af Ridehuset fylder Kødbyens Mad & Marked pladsen op med madboder spækket med lækre delikatesser. Se programmet for de enkelte dage på Aarhus Jazz Orchestras hjemmeside under fanen 'Koncerter'.

Ridehuset Swinger finder sted d. 19.-22. juli, og du bestemmer selv, hvor mange vagter du har lyst til at tage - om du vil være med én, to eller måske alle fire dage. Du kommer til at stå i en af vores festivalbarer, enten inde i Ridehuset eller på Officerspladsen, sammen med en eller flere andre. Er i en mindre vennegruppe, der har lyst til at stå sammen, vil vi forsøge så godt vi kan at imødekomme det.
Alle vagter er ca. 8 timer, og du kan være med helt fra begyndelsen kl. 10.45 hver dag, eller til de festlige afslutninger med jazzjam kl. 02.00.

 

Alle frivillige får mad- og drikkebilletter ved hver vagt samt en t-shirt til at have på i baren. Desuden bliver du som del af det officielle Aarhus Jazz Orchestra Frivilligteam løbende inviteret med til en række fantastiske koncerter med Aarhus Jazz Orchestra i Aarhus.

Hvis du er en del af en forening, som kunne have lyst til at stille med et hold af frivillige til festivalen, så giv lyd og vi finder en god aftale for begge parter!

Skriv til projektkoordinator Mathilde Smedegaard på mathilde@ajazz.dk for at høre mere - send gerne dit telefonnummer med, så kan du blive ringet op.

Vi håber på at høre fra dig!

Kærlig hilsen
Aarhus Jazz Orchestra

Ridehuset Swinger præsenteres i samarbejde med Nordisk Kulturfond, Aarhus2017,  Statens Kunstfond, Kødbyens Mad & Marked, Piano Værkstedet - Mattsson & McGehee, Aarhus Kommune samt De Jyske Bryghuse.