Rådhushallen swingede, da Dario Campeotto og Aarhus Jazz Orchestra indtog scenen med nogle af tidens skønneste klassikere.

Der bliver færre og færre ledige stole i Rådhushallen i Aarhus, da salen langsomt fyldes med forventningsfulde publikummer. Hallen summer af lavmeldt snak med sidemanden, og den sidste kaffe og kage i foyeren er så småt ved at være væk. Klokken er 14.30 på en solskinsfyldt eftermiddag i november, og der er nu kun en halv time til, at scenen indtages af ingen andre end selveste Dario Campeotto. Bag ham vil scenen blive fyldt med de mange talenter fra Aarhus Jazz Orchestra, et af de førende, professionelle big bands i Europa. Alle er de nu ved at være klar til at spille nogle af de mest populære hits fra ”The Great American Songbook” og ikke mindst de største klassikere fra Dario Campeottos mangeårige og strålende karriere.

Det er et helt særligt publikum, der er mødt op i Rådhushallen d. 25. november 2015. Alle de tilstedeværende består nemlig enten af besøgsværter fra Aarhus Kommune og deres besøgsvenner eller af beboere og ansatte fra kommunens lokalcentre. Fra Lokalcenter Havkær i Tilst var 10 beboere mødt op til koncerten sammen med nogle af de ansatte. ”Han var virkelig god og meget underholdende,” udtaler en af beboerne om Dario Campeotto. ”Han er meget dygtig,” medgiver en af centerets ansatte.

For Dario Campeotto var koncerten også en særlig begivenhed. ”Det er en stor oplevelse at være med i en koncert som denne,” siger Dario Campeotto om at spille sammen med Aarhus Jazz Orchestra. ”Det er meget anderledes for mig at prøve kræfter med konceptet big band og jazz i al almindelighed. Det er jo et fantastisk orkester! Dette er forhåbentlig ikke sidste gang.”

Dario Campeotto fornemmede også den gode stemning, som var blandt publikum:

”Det glæder mig at mærke, at det er et publikum, der sikkert tidligere i deres liv har været eller stadig er jazzinteresserede. Det er koblingen her, der viser, at der er mennesker, der kommer dels for at høre mig men så sandelig også for at høre Aarhus Jazz Orchestra.”

Én, der er sætter særligt pris på eftermiddagens koncert, er Rådmand for Magistatsafdelingen for Sundhed og Omsorg, Jette Skive. Det er hende, der til daglig arbejder inden for ældre- og sundhedsområdet i Aarhus Kommune, og hun værdsætter muligheden for i dag at give en helt særlig oplevelse for de tilstedeværende.

”Når jeg kan kigge ud over Rådhushallen og se alle de mennesker, der sidder herude, så er det fordi, der er skabt glæde i det her,” udtaler Jette Skiver om koncerten og dens publikum. ”Også vores aftale, hvor Aarhus Jazz Orchestra tager rundt på lokalcentre – det er så hjertevarmt.”

Eftermiddagens koncert udspringer nemlig af en samarbejdsaftale mellem Aarhus Jazz Orchestra og Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune. Aftalen handler om at skabe nye og anderledes oplevelser for den ældre del af byens indbyggere, samt at udbrede kendskabet til både jazz og musik generelt. Om samarbejdsaftalen udtaler Jette Skiver:

”Det betyder alt for mig. Jeg er meget, meget stolt over, at et af Nordens bedste big bands hører til her i Aarhus, og at jeg har fået en fantastisk aftale med dem. Det synes jeg er skønt.”

Samarbejdsaftalen løber fra år 2015 til og med år 2017, og i den periode vil Aarhus Jazz Orchestra give koncerter i Rådhushallen såvel som på kommunens lokalcentre og på Folkestedet.