En blæserkvintet fra Aarhus Jazz Orchestra spillede i forrige uge koncerter ved Aarhus’ lokalcentre. Sammen med sanger og skuespiller Kim Brandt fejrede orkestret 1000året for den danske sangskat, til glæde for lokalcentrenes brugere. På Lokalcenter Møllestien sang demente med i stående applaus.


En gruppe ældre damer kommer trissende ind i opholdsstuen på Lokalcenter Møllestien. De er demente. Bladene lyser grønt gennem vinduet, og damerne sætter sig stille ved rummets midterste bord. Opholdsstuen fyldes lidt efter lidt af lokalcenterets andre beboere - de demente damer fortrækker ikke en mine. Klokken 13 går musikken i gang. Efter en kort præsentation lyder bløde blæsertoner i udsøgt harmoni til sangen Drømte mig en drøm i nat. De demente damer er ikke længere stille. De smiler. De synger med. De kan det hele udenad. Og under Lokalcenter Møllestiens borde og stole stemmer hver en ergonomisk sko i med melodiens medrivende rytme.


En aftale om at skabe glæde

Sådan kan Aarhus Jazz Orchestras koncert ved Lokalcenter Møllestien den 12. maj beskrives. En blæserkvintet med Jan Lynggaard Sørensen i spidsen fejrede 1000året for den danske sangskat, og velkendte sange i jazzede forklædninger var, hvad dagens musikalske menu kunne byde på. Koncerten var en i rækken af flere, som Aarhus Jazz Orchestra spiller ved Aarhus’ lokalcentre fra 2015 til 2017. Koncerterne er en del af et større samarbejde med kommunens magistratsafdeling for sundhed og omsorg. Essensen af aftalen går ud på, at Aarhus Jazz Orchestra skal give ældre på lokalcentrene en anderledes oplevelse med musikken. En oplevelse, der kan skabe glæde i hverdagen.

 

Fra koncert ved Lokalcenter Brabrand

Fra koncert ved Lokalcenter Brabrand


Banko – fuld musikalsk plade!

Der er blevet sunget, der er blevet klappet, der er blevet grinet. Og da koncerten er forbi, vil den stående applaus ingen ende tage. ”Ekstra nummer”, lyder det fra mængden, og blæserne smiler til hinanden. ”Ja, vi har godt nok ikke noget ekstranummer må vi indrømme”, siger sanger Kim Brandt, ”så hvad har i allermest lyst til at høre igen?”. Fluks lyder en mandestemme blandt publikum: ”Banko jalousie!”. Og sådan slutter blæserkvintetten ballet af: Med Tango jalousie for fuld plade.


Musik, der kan trylle

"Hvor gammel tror du jeg er?" spørger en ældre dame. Vera er studentermedhjælper ved Aarhus Jazz Orchestra, og hun går efter koncerten rundt og spørger publikum om deres oplevelser med musikken. "Jeg er 95!", fortæller damen videre. Stolt. "Jeg er faktisk ikke så musikalsk ... men jeg har til gengæld været gift med en musiker". Hun smiler med øjnene. "Og den var jo dejlig (koncerten red.). De tryllede jo rigtig". Ud over blæserkvintetten fra Aarhus Jazz Orchestra synger et børnekor - en gruppe børn fra forskellige skoler i Aarhus - med på nogle af koncertens sange. Og børnene har også gjort indtryk på den 95årige beboer ved Lokalcenter Møllestien. Det er skønt, at alle kan spille sammen, fortæller hun.
 

"I skovens dybe stille ro" til koncert ved Lokalcenter Brabrand.
Dansk folkemelodi med tekst af Fritz Andersen.
Arrangement af Jan Lynggaard Sørensen.

At spille og fortælle

”Hold på hat og briller og løse tænder, eller hvad i nu ellers sidder med derude!”, siger Kim Brandt med skævt smil og glimt i øjet. ”Ja jeg ved godt jeg er lidt fræk, men jeg er da ligeglad. For jeg sætter min hat som jeg vil!”. Sådan præsenterer Kim Brandt Bent Fabricius Bjerres gamle klassiker: Jeg sætter min hat som jeg vil. Ud over hans lattervækkende vittighed, kan han fortælle at: ”Det er en sang fra den danske filmmusical 'Jeg er sgu min egen' fra 1967. Den er skrevet af Klaus Rifbjerg og instrueret af Erik Balling. Bent Fabricius-Bjerre skrev så musikken til.” 1000året for den danske sangskat bliver fejret med toner, men også med fortællinger om sangene.


Glemmer du, så husker jeg det tone for tone

"Musikken er noget af det sidste du forsmider når man bliver ældre. Demente kan synge, de kan det udenad - så mere musik ud på centrene". Sådan skriver en af Møllestiens beboere til Aarhus Jazz Orchestra. Og ikke blot på Lokalcenter Møllestien tog de ældre beboere sangene i egen mund. "Ja, den kender vi godt!" var et refræn, der gentog sig sted efter sted. Aarhus Jazz Orchestra håber, at muligheden byder sig for et lignende arrangement i fremtiden. Og om ikke andet, at musikken kan blive ved at vække glemte minder.