Kulden bed, da vejrguderne havde placeret Cyperns fem årlige vinterdage i den weekend, hvor åbningen af kulturhovedstad Pafos 2017 skulle finde sted. Aarhus Jazz Orchestra havde taget turen for at bidrage til åbningen, og da aftenen lørdag den 28. januar endelig kom, kunne vinteren ikke holde magien tilbage, da flere tusinde borgere var mødt op for at opleve den spektakulære cypriotiske åbningsceremoni.

En gravko kommer kørende over rådhuspladsen. Pafos' Town Hall står majestætisk i sin hvidkalkede søjlepragt bag en våd scene, der, omgivet af kraner og byggemænd i orange reflekser, venter på at blive indtaget. Det er dagen før den grandiose åbning af Pafos 2017, og regnen står ned i iskolde stænger.

"Vi har omkring fem dages vinter om året," siger en tilfældig forbipasserende. "Og så skulle de absolut falde her på åbningsweekenden."

Inde fra rådhuset lyder en blanding af latter, messingblæsere og klassisk korsang i en tilfældig sammenblanding. Det er Aarhus Jazz Orchestra og Concert Clemens, der varmer op i den bidende kulde. Snart er der generalprøve på morgenaftenens koncert; selveste åbningen af Pafos 2017. Og trods silende regn skal det 24 timer senere vise sig, at hverken vintervejr og uforudset gravkosarbejde kan spolere en magisk aften. For til åbningen af Pafos 2017 står rådhuspladsen både tør, menneskefyldt og badet i fortryllende lys til tonerne fra Aarhus Jazz Orchestras og Concert Clemens' storslåede åbningsværk.

Byen rejser sig i kulturåret

"Der er mange flotte byer på Cypern, og Pafos har længe haft problemer med slid og haft dårlig infrastruktur. Med titlen som Europæisk Kulturhovedstad får vi mulighed for at bygge byen op og vise, at byen er fantastisk," fortæller en ung mand bag skranken i en lille kiosk tæt ved Rådhuspladsen. 

Det er langt fra alle byer, der har samme muligheder som Danmark, for at skabe en uforglemmelig kulturel fest som den til åbningen af Aarhus 2017. Det hører også til historien bag Aarhus Jazz Orchestras musikalske bidrag til åbningen i Pafos; et bidrag, der skulle være med til at gøre også åbningsceremonien på Pafos, der har færre midler at feste for, til en uforglemmelig en af slagsen.

At Pafos' få årlige vinterdage finder sted netop på åbningsweekenden gør ikke forberedelserne til åbningsfesten lettere. Men med både et hav af frivillige, byggemænd og teknikere, der vrimler rundt på rådhuspladsen, kan fællesskabet om at få kulturåbningen til at lykkes mærkes. Det er et fællesskab, som også viser sig i cyprioternes taknemmelighed over Aarhus Jazz Orchestras bidrag. "I er virkelig et fantastisk orkester" lyder det fra en af teknikerne efter generalprøven. "Jeg glæder mig til at høre jer spille til åbningsceremonien."

Trompeten toner festen ind

Klokken 18:59 den 28. januar, kun få minutter før festen skydes igang, er stemningen foran Pafos Town Hall sitrende. Folk står tæt, og en summen af latter og lystig snak præger pladsen. Ceremonien åbnes med en række taler ved cypriotiske politikere. Da den sidste taler er trådt ned fra scenen, og spotlyset slukker, begynder en trompet at tone i det fjerne. Det er Jakob Buchanan fra Aarhus Jazz Orchestra, der træder ind på pladsen. Badet i blåt lys og en rørende messingklange lytter menneskemængden med vidt åbne ører, idet Jakob Buchanan vandrer ned gennem publikum. Og med trompetens toner er festen officielt skudt i gang.

Græsk musik og dansk jazz smelter sammen

Åbningsshowet er storslået og er især stærk på flotte, moderne danseindslag. Og med Aarhus Jazz Orchestra feat. Concert Clemens, der fremfører værket "To a New World"; Lars Møllers åbningsværk, som også blev fremført ved den aarhusianske åbningsceremoni i Musikhuset Aarhus. "To a New World" tager udgangspunkt i det kendte, græske værk "Dance of the Kites" af Mikis Theodoraki, med tekststykker fra Martin Luther Kings tale "Promised Land", som Concert Clemens synger sammen med et cypriotisk kor. Den håbefulde rejse mod et nyt land, mod nye tider og en ny fremtid er værkets tema, der vækker begejstring og genklang i de cypriotiske publikummer. Smartphones filmer løs for enden af udstrakte arme - det rokkende publikum forsøger at forevige musikken.

På gensyn, Pafos!

Åbningsceremonien slutter af med et brag af konfetti, dans og musik. At Pafos har sat en særlig ære i det kulturelle samarbejde, som byen har med Aarhus, var tydelig at mærke - både under showet, hvor begge byer blev omtalt, og efterfølgende, hvor taknemmeligheden over Aarhus Jazz Orchestras og Concert Clemens' bidrag kunne mærkes. Og det er en taknemmelighed, som Aarhus Jazz Orchestra gengælder. Samarbejdet mellem de to byer og de to kulturer er ikke slut her, og orkestret glæder sig til at følge Pafos i kulturåret, og dens blomstring, som allerede er i fuld gang.

Aarhus 2017's hjemmeside kan du følge med i kulturårets program, hvor kulturelle bidrag fra Pafos kan opleves løbende i Aarhus.

 

Fotokredittering: LARKOS
Projektet præsenteres i samarbejde med Aarhus 2017.