Spiritualiteten kommer i fokus, når Aarhus Jazz Orchestra ved tre enestående koncerter slår sig sammen med danske Sinne Eeg og ungdomskoret AARHUS U.

Aarhus Jazz Orchestra har fornøjelsen af at præsentere en række koncerter med den talentfulde danske jazzsangerinde, Sinne Eeg. Spiritualitet i jazzmusikken vil danne ramme om en ekstraordinær musikoplevelse, når koncerterne med overskriften ”Spirituel Jazz” udforsker de dybere facetter af jazzmusikken.

Kom med, når Aarhus Jazz Orchestra endnu engang nyder godt af et fantastisk samarbejde med en af de absolut største kvindelige vokaler på den danske jazzscene ved tre koncerter:

Torsdag d. 7. april 2016 kl. 20.00 i Aarhus Domkirke
Fredag d. 8. april 2016 kl. 19.30 i Vestervang Kirke, Viborg
Lørdag d. 9. april 2016 kl. 20.00 i Horsens Ny Teater

Flere af verdens største jazzmusikere har udforsket de spirituelle dybder i deres musik, blandt andre saxofonist John Coltrane (A Love Supreme) og pianist, komponist og dirigent Duke Ellington (Sacred Concerts).

Sinne Eeg er en af de mest musikalsk begavede sangerinder på den danske jazzscene, som med sit unikke talent har skabt sig en loyal og voksende fanbase verden over. Siden udgivelsen af sit første album i 2007 kaldet ”Waiting For Dawn” har Sinne Eeg vundet mange priser for sit talent, blandt andet ved Danish Music Awards (Best Jazz Vocal Album, 2007 & 2009) og Radio Jazz Awards, 2009.

Aarhus Jazz Orchestra er et af Europas førende bigbands med mere end 80 koncerter hvert år. Bigbandet består af nogle af de bedste danske jazzmusikere og har siden sin oprettelse i 1977 arbejdet sammen med mange af de største jazzikoner i nyere tid. Med støtte fra Statens Kunstfond og Aarhus Kommune er Aarhus Jazz Orchestra det eneste rytmiske basisensemble i Danmark.

Følg Aarhus Jazz Orchestra på facebook: www.facebook.com/bigbandet og på instagram: @aarhusjazzorchestra.