• Turbinen, Randers (map)
  • Sven Dalsgaards Plads 1
  • Randers C, 8900
  • Denmark

DOBBELTKONCERT

RANDERS BIG BAND &
SKETCHES OF BARCELONA
FEAT. JORGE ROSSY (ESP) OG CESAR JOANIQUET (ESP/DK)

Søndag den 25. februar kl. 16.00    Turbinen, Randers

Billetpris: 120,-
KØB BILLET

“Sketches of Barcelona” bliver et møde mellem to generationer af musikere, der er opvokset i Barcelonas musikalske miljø og som nu forenes i dette samarbejde med et af Europas førende big bands. De to musikere vil på skift præsentere deres musik og fortælle om den, og publikum vil få et indblik i den spanske musiktradition med to af de ypperste repræsentanter i hver deres generation. Jorge Rossys numre arrangeres til orkesterformatet af Jesper Riis, der med sin lyriske, nordiske bigband-lyd fremstår som en af de mest personlige arrangører, vi har her i Skandinavien. 

I forbindelse med Vinterjazz 2018 har Aarhus Jazz Orchestra fornøjelsen at kunne præsentere den spanske multiinstrumentalist Jorge Rossy, der på disse breddegrader nok er mest kendt for sit mangeårige virke som trommeslager i Brad Mehldau Trio for år tilbage. Desuden arbejder han til daglig sammen med folk som bla. Joshus Redman, Mark Turner og Al Foster, så det er en musiker fra absolut øverste hylde, vi har fået mulighed for at præsentere her.

På dette projekt samarbejder han med den herboende spanske saxofonist og komponist Cesar Joaniquet, der til daglig er saxofonist i Aarhus Jazz Orchestra. Joaniquet flyttede til Danmark i 2012 for at studere i solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium, og nu slår han sine folder på såvel den danske som den europæiske jazzscene med sit ekspressive, temperamentsfulde og ekvilibristiske spil, en virkelig spændende ung musiker med et enormt kunstnerisk potentiale. Rossy er en eminent musiker, der behersker flere instrumenter til perfektion, og ved denne lejlighed bliver der mulighed for at høre hans evner på vibrafon, hvor han også er helt i særklasse.

Læs mere om Cesar Joaniquet her: www.cesarjoaniquet.com

Se mere om Jorge Rossy her: https://www.youtube.com/watch?v=xnyYZz_p3-U &https://www.youtube.com/watch?v=tHWtwegIS7E

Fotos: Jep Jorba

Randers Big Band. Pressefoto.

Randers Big Band. Pressefoto.

Randers Big Band blev oprettet i 1980 af Palle Hundborg. Bandet har siden gennemgået en stor musikalsk udvikling. Ikke mindst har bandets musikalske leder Ole Koch Sørensen gennem mange år, frem til 2011, med sit ihærdige og motiverende engagement bidraget til, at Randers Big Band regnes blandt landets bedst spillende big bands særligt indenfor den traditionelle swing musik. Arrangør og trompetist Jesper Riis overtog direktionen fra 2011-2012 og var i høj grad mand for at sprede repertoiret ud i en masse forskellige stilarter. Nikolai Bøgelund overtog direktionen i 2012 og er stadig bandets dirigent. Randers Big Band støttes af Randers Kommune Kultur- og Fritidsudvalg. Læs mere om Randers Big Band her.