Aarhus Jazz Orchestra hylder Wayne Shorter – med saxofonisten Claus Waidtløw (foto) i front og den legendariske amerikanske trommeslager, Adam Nussbaum.

Wayne Shorter regnes som en af jazzens absolut største nulevende saxofonister og komponister. Hans arbejde med Miles Davis i 1960'erne, Weather Report i 1970'erne og ikke mindst egne indspilninger igennem 50 år har i dén grad været med til at definere det moderne jazzsprog. Hans kompositioner som Footprints, Ju Ju, Adams Apple og Speak No Evil står i dag alle som moderne jazzstandard-klassikere.

Koncerterne kommer til at bestå af to dele: I første afdeling spiller Aarhus Jazz Orchestra klassiske Wayne Shorter kompositioner – med særligt fokus på Adam Nussbaum, hvis sprudlende og elegante spil på mange måde minder om det, Elvin Jones leverede på mange af Wayne Shorters klassiske indspilninger fra 1960’erne.

I anden afdeling spilles der nye kompositioner af Waidtløw. Shorters musik har altid været en stor inspirationskilde for Waidtløw og de nye kompositioner vil være stærkt inspireret af Shorters harmoniske og melodiske univers.

Koncerter:
9/9: Godset, Kolding kl. 20
10/9: Tobakken, Esbjerg kl. 20
11/9: Amager Jazzklub kl. 20
12/9: Atlas, Aarhus kl. 20 - arr. i samarbejde med Jazzselskabet i Aarhus.

Claus Waidtløw er en af landets mest anerkendte og efterspurgte saxofonister og medvirker på mere end 50 CD indspilninger. Han har spillet med bl.a. Toots Thielemanns, John Scofield, Bill Stewart, Eliane Elias, Carla Bley, Steve Swallow, Christian McBride, Kurt Elling, Mulgrew Miller, Eddie Gomez, Billy Hart, Jeff Ballard, David Kikoski og DR bigbandet. Har siden 2006 været medlem af Aarhus Jazz Orchestra. Med sin seneste anmelderroste CD, Playhouse (Gateway Music) fra 2015, har Waidtløw manifesteret sig som en stærk og personlig bigband komponist og arrangør.

Adam Nussbaum har spillet med alt og alle, men er især kendt for sit mangeårige samarbejde med John Scofield og som medlem af saxofonisten Michael Breckers forskellige orkestre. Bl.a. medvirker Nussbaum på Breckers Grammy-vindende album ”Don´t try this at home” fra 1988.

Aarhus Jazz Orchestra regnes for et af Europas førende, professionelle bigbands, og er med støtte fra Statens Kunstfond og Aarhus Kommune det eneste rytmiske basisensemble i Danmark.

Aarhus Jazz Orchestra spiller omkring 70 koncerter om året og har gennem tiden samarbejdet med et hav af store solister. De senere år har blandt andet budt på turné i USA med den amerikanske Grammy-vindende jazz-sanger, Kurt Elling, fantastiske koncerter med guitar-ikonet, John Scofield, det nykomponerede 'iRequiem' i en fyldt Aarhus Domkirke og Weather Report & Steps Ahead Tribute med Peter Erskine bag trommerne.

I Aarhus Jazz Orchestra sidder nogle af Danmarks bedste jazzmusikere - flere af dem solister i international klasse.