Aarhus Jazz Orchestra præsenterer Lars Møllers ReWrite of Spring. Et enestående mesterværk i verdensklasse. Nomineret til Danish Music Awards 2016 for Årets Danske Jazzudgivelse og Årets Danske Jazzkomponist.

 

Fredag d. 4. november kl. 20:00 i Musiksalen i Viborg
Lørdag d. 5. november kl. 20:00 på spillestedet ATLAS

 

"Rewrite er en milepæl i dansk jazz". Sådan lyder Weekendavisens dom over Lars Møllers ReWrite of Spring - en hyldest til Igor Stravinskys moderne mesterværk The Rite of Spring/Le Sacre du printemps. 

 

Medvirkende:

Lars Møller, komponist og dirigent
Aarhus Jazz Orchestra
David Liebman, sopransaxofon
Marilyn Mazur, percussion

 

ReWrite of Spring er en moderne fortolkning af Igor Stravinskys berømte ballet. Værket er komponeret over Stravinskys melodier og musikalske figurer, men med blæsere og slagtøj som centrale instrumenter.

‘Det er det mest gennemkomponerede, jeg har lavet, og mit hidtil største projekt. Hele værket har en gennemgående idé, og er udtryk for en konceptuel tænkning, påvirket af Stravinsky", siger Lars Møller.

 

Lars Møller bliver betragtet som en af Skandinaviens største komponister. Han er uddannet fra det rytmiske konservatorium i København, men har sidenhen studeret i blandt andet New York og New Dehli. Med et omfangsrigt bagkatalog som det indflydelsesrige Lars Møller Group, musiker i DR's bigband, indehavner af Statens Kunstfonds 3årige arbejdslegat, tidligere kunstnerisk leder i Aarhus Jazz Orchestra (og meget meget mere) har han stadfæstet sig som en betydelig del af moderne jazzhistorie i Danmark.

Aarhus Jazz Orchestra er et af Europas absolut førende bigbands med mere end 100 koncerter hvert år i både ind- og udland. Bigbandet er sammensat af nogle af Danmarks allerbedste jazzmusikere, hvoraf flere er solister i international klasse. Med støtte fra Aarhus Kommune og Statens Kunstfond er Aarhus Jazz Orchestra det eneste rytmiske basisensemble i Danmark.