• Aarhus Rådhus (map)
  • 2 Rådhuspladsen
  • Aarhus C, 8000
  • Denmark

EYC og On Rosenhill smelter sammen i et demokratisk ungdomsprojekt!

European Youth Consensus er et europæisk netværksprojekt, som kulminerer i et stort topmøde for unge fra 14-17 år.
I september samles 300 unge fra alle hjørner af Europa, når European Youth Consensus Topmøde for unge finder sted i Aarhus. I løbet af fire dage vil unge fra hele Europa mødes og gennem kreative processer med billeder, lyd, ord og bevægelse bane nye veje for unges oplevelse af demokrati og rettigheder.

Deltagere i European Youth Consensus 2017 får en unik mulighed for at opbygge faglige og sociale netværker på tværs af europæiske landegrænser. De unge får udvidet deres demokratiske horisonter og lærer at samarbejde med folk fra andre kulturelle og sproglige baggrunde end dem selv.

For mere information om EYC klik her.

I forbindelse med Topmødet for EYC, bidrager Aarhus Jazz Orchestra til den demokratiske stemning, og opfører Jakob Buchanans værk On Rosenhill, der er en sammensmeltning af Jakobs egen opvækst i det sociale boligbyggeri Rosenhøj og nutidige stemmer fra området. 
On Rosenhill vækker kreativiteten hos de unge og tilfører projektet jazzet stemning, og vækker spørgsmål om udfordringer ved den sociale arv.  
Den kreative process sparkes igang med både visuelle udtryk og jazz fra nogle af Danmarks mest eminente musikere! 
 

Om On Rosenhill:

Den prisvindende komponist Jakob Buchanan voksede i sine tidlige barndomsår op i en lejlighed i den gamle blok 23, opgang C i Rosenhøj, Aarhus. Nu vender han tilbage og inviterer stemmer fra området til at blive en del af et nyt værk, der skaber en fortælling om rødder og barndomsverdener, om hverdagsliv og drømme i de store boligblokke. sammen med Aarhus Jazz Orchestra og en række eminente solister:

Jakob Buchanan (trompet/flygelhorn)
Indra Rios-Moore (vokal)
Chris Speed (klarinet)
Simon Toldam (klaver)
Helge Norbakken (perkussion)

Kernen i projektet er, at jeg har boet der. Værket handler om livet i Rosenhøj og de mennesker, som bor der. Deres sprog bliver til musik, ligesom lyde fra trapper, døre og fodtrin. Derfor bliver beboerne også inddraget, så stemningerne i værket både repræsenterer livet i Rosenhøj i dag og mine egne barndomsminder. – Jakob Buchanan, komponist og solist på Rosenhøj

Vidt forskellige verdener mødes i Rosenhill / Rosenhøj, der kobler bigbandmusik, videokunst og stemmer fra Rosenhøj i et værk, der tilsammen skaber et enestående indblik i det store boligblokunivers. Jakob Buchanan, som selv er vokset op i Rosenhøj, fik genopdaget sin nysgerrighed på området, efter at have brugt sommeren derude i 2015. De mange nye sprog og ansigter, som Buchanan ikke kendte, blev inspirationskilden til et helt nyt og enestående værk om rødder, om hjem og barndomsverdener og om menneskers færden og fremtidsdrømme.

Til koncerterne smelter lyd og billede sammen, når musikken får følgesvend af en enestående kunstvideo skabt af Ole Udengaard (Beatnik film). De stemninger, som skabes af de mange lyde fra Rosenhøj og tonerne fra bigbandets instrumenter, forstærkes af videooptagelser af boligblokkvarteret og af dets beboere. Som publikum inviteres du med ind i et helt nyt boligblokunivers, hvor du får lov at opleve Rosenhøj bag kulissen - helt inde fra beboernes egne stuer. 

Aarhus Jazz Orchestra er et af Europas førende bigbands med mere end 100 koncerter hvert år i ind- og udland. Bigbandet består af nogle af de bedste musikere på den danske jazzscene, og flere er internationalt anerkendte solister. Med støtte fra Statens Kunstfond og Aarhus Kommune er Aarhus Jazz Orchestra det eneste rytmiske basisensemble i Danmark.

Kunstnerisk team
Jakob Buchanan, komponist og solist / Ole Udengaard, Beatnik film / Aarhus Jazz Orchestra

Samarbejdspartnere
Søndervangskolen, dansklærer Ayla Celik og elever fra 9. klassetrin / Den almene boligforening i Rosenhøj / Magistratsafdelingen for Børn og Unge, Aarhus Kommune i forbindelse med åbningsceremonien for European Youth Consensus 2017 – topmøde om demokrati for europæiske unge

Projektet støttes bl.a. af:
Aarhus2017 Fonden / BUPL's Solidaritets- og Kulturpulje / Børnekulturhuset i Aarhus / Statens Kunstfond / Wilhelm Hansens Fond